Herunder er
beretningen fra min første Ironman 2010.
16.08.10: Her skal lyde en særlig tak til familie og venner for den fantastiske støtte og opbakning før, under og efter løbet i går søndag. Her gennemførte jeg CPH Challenge - min første Ironman i København.
3,8 km svøm - 1.14
180 km cykling - 6.06 - inkl. 2 punkteringer.
42,2 km løb - 4.38 - inkl. en hulens masse kramper :-)
Tid med tøjskift: 12 timer, 14 min og 28 sek.
TAK! Henrik
I det følgende herunder, vil I kunne læse om dagen og dens op og nedture.
Tanker fra processen og dagen: Dagene op til var jeg noget af et nervevrag. 10 måneders træning kunne gå i vasken, hvis jeg ikke var fuldt fokuseret på at spise, sove rigtigt og ellers undgå at komme til skade.
Jeg havde et stort bokseevent dagen før med en fodboldklub fra Odense. Aldrig har jeg skånet mig selv så meget i en undervisning. Det lykkedes mig alligevel at vrikke om, da jeg i et bevidstløst øjeblik sprang ned fra bokseringen i Fitness.dk på Nygårdsvej. NEJ!!! tænkte jeg, mens musikken buldrede og deltagerne boksede løs..
Heldigvis fortog smerterne fra anklen sig i løbet af eventet, og jeg kunne ånde lettet op, da jeg takkede deltagerne for den gode indsats og sagde farvel.
Selve dagen:
Jeg sov hos Rasmus og vågnede kl. 04.30. Jeg stod op, spiste morgenmad og tog afsted desværre i øsende regnvejr! Jeg fandt ud til Amager Strand og fandt frem til start, klædte om og varmede op.
Jeg fandt det rigtige mind-set! Jeg ville tænke aggressivt fra starten! De andre var IKKE bedre end mig, jeg har det præcist, som man skal have det på sådan en dag. Jeg ville placere mig forrest og kun lade de hurtigere overhale mig i den kaotiske svømmestart, hvor vi var 400, der spang i vandet.
Det lykkedes!
Svømningen gik over alt forventning. Jeg tænkte konstant og hvert sekund: Husk det er her, du kan spare benene - brug nu armene! Jeg vidste, at maratonen ventede om 7 timer, så jeg skulle være 100 % fokuseret på at lade benene hvile i de 4 km svøm.
Cyklingen var total optur! Energien i benene var fantastisk og jeg var virkelig imponeret over så meget restitution, hvile og en fokuseret svømmetur kunne gøre! Fantastisk!! Jeg spiste energi, drak, drak og drak og overhalede en masse.
Det kørte virkelig lige indtil jeg pludselig registrerede noget. Bump bump?? hva’ satan var det. Jeg kiggede ned og !!nejjj!! baghjulet var fladt!
Jeg havde en uge forinden skiftet dæk, så jeg kunne undgå punkteringer.
Jeg kan intet lave eller reparere - så jeg vil give min højre arm for, at den cykel bare skulle holde. Jeg havde i hele træningsfasen kørt med punkterfri dæk og var aldrig punkteret.
Jeg måtte bremse i mit gode flow og finde skifteslange og værktøj frem midt på en lille snoet øde skovvej.
Efter 6-7 laaaaange minutter lod det til at baghjulet var på plads, og jeg kom afsted igen. Hvad var nu det? Der lugtede af brændt gummi! Hjulet sad fuldstændig skævt og kørte mod stellet. Af igen og justere. Op igen og videre.
Mentalt var det nu en udfordring og komme over den episode og fokusere på, at det hele var ok, og at jeg nok skulle komme under de 12 timer, der var min plan. Jeg måtte bare løbe lidt hurtigere...
Endelig når jeg frem til en energistation og får pumpet hjulet op på de 8-9 bar, der gør det muligt at holde mine 31-32 km/t i snit.
Efter ca 130 km og ca. samme sted som første gang, var det nu forhjulet, der punkterede. Nu var jeg dog ikke så rusten mere, men tilgengæld erfarede, at det er helt hjernedødt at påbegynde slangeskiftet i en indkørsel med GRUS!!
Jeg opdagede, at der kom grus ind i dækket, så jeg begyndte febrilsk at tørre slangen af med bævrende hænder siddende i hug med en krop, der var godt oppe at køre.
8 minutter efter sad jeg på sadlen igen og nu var jeg rasende. Nu skulle der cykles og en eller anden skulle straffes.
Jeg fik kørt mig op på et snit på 35 km/t og følte mig egentlig godt tilpas. Jeg var dog godt presset især på hjemvejen mod Kbh ved bakkerne ved Lyngby. Det føltes rigtigt, selvom jeg godt vidste, at det ikke var det klogeste med den hastighed. En kamp mellem følelser og fornuft.
Her vandt følelserne og jeg må se i øjnene, at jeg kom til at cykle for stærkt.
Da jeg skiftede cyklen ud med løb, var mine ben godt flade - og så ventede der de 42 km.
I teltet fik jeg hurtigt skiftet, fik pulsur på, lårbind, støttebind til højre lår, der skulle afhjælpe de skader, jeg havde forårsaget de sidste 8 dage frem til dagen.
Kompressionsstrømper på og drikke lidt energidrik. Jeg var kun lige kommet ud af teltet, da jeg hørte boksefolket juble - ”der er han!!!! HENRIKKKK JJJIIIIIHAAAA”. Så kan det ellers være, at det var med at få smilet frem og virke overskudsagtig.. :-)
Det var jeg faktisk også helt ..... frem til 7 km’s mærket... der kom den første krampe i højre baglår. Jeg hakkede hælen i jorden og strækkede ud. 11,12, 13 sekunder, så var den væk og så var det op i fart igen.
Herfra gik det hurtigt ned af bakke. Fysisk og mentalt. Jeg anede ikke, hvordan dette her ville ende. Jeg vidste, at jeg ville komme i mål, men jeg havde ikke regnet med, at jeg ville være SÅ presset så hurtigt.
Det gik egentlig op for mig, at dette skulle blive en laang krig, da jeg så på skiltet, at jeg havde løbet 7 km, og at jeg næste gang jeg kom her, havde klaret 22 km og jeg næste gang havde klaret 37 km. Satme noget af en tur med stegte ben tænkte jeg.
”KOM SÅ, HENRIK” hørte jeg pludselig, og jeg var igen mentalt opmærksom på, at der var folk omkring mig. Nu var det igen boksefolket men nogle andre, der havde taget plads nede ved Nyhavn. Jeg fandt en passende grimasse og vinkede, mens jeg med en fart på ca. 10,5 i timen passerede 100 vis af mennesker, der alle heppede og klappede.
Første gang jeg blev lidt forskrækket over, hvordan jeg har måtte have set ud, var på en energipost 12 km inde i løbet ved Langelinie. En af de frivillige spurgte mig, om jeg virkelig kun var i gang med den første runde!!! Tak, sagde jeg - ser jeg så presset ud…? Anden gang var da jeg hørte en pige fra en af siderne udråbe: ”Aj mor!! se lige ham der! han sveder jo heeeelt vildt!!”
Jeg fik masser af energi ved hver post og åd nogle saltpiller. Det var virkelig blevet varmt kl. 17, og jeg fik kramper med jævne mellemrum.
Jeg havde på forhånd aftalt med mig selv, at der ikke var noget, der hed at gå! Og at jeg kun måtte stoppe ved kramper for at strække ud.
Til de af jer der ikke har prøvet af få kramper i baglåret, kan jeg kun sige, at LÅRET bestemmer! Du løber ikke videre! Jeg fik også kramper i læg og forlår, men dem kan man løbe videre med. De går væk af sig selv.
Men ikke baglårene.
På et tidspunkt var jeg så presset, at jeg mentalt måtte abstrahere fra, at der stod publikum lige ved siden af mig, når krampen kom. Min blufærdighed og pinsel over at måtte afbryde løbet betød, at jeg løb lidt langsommere, når der var mange mennesker, da jeg fik krampe inden for 5 sekunder, hvis jeg løb mere end 10 km i timen. Det var nu ligegyldigt om der stod folk, når jeg måtte hakke hælen i og strække.
Det gav dejligt med input til tankerne, da en kvinde på ca. 35 år kom hen til mig under en krampe, og nærmest viskede mig helt ind i øret, mens jeg hang med overkroppen ned over knæet. ”Jaaa, jaa super godt det der! Bid smerten i dig!”
Hertil stønnede jeg ”tak”, vred mig op igen og fortsatte.
Opturen
Pludselig begyndte jeg at blive stabil. Jeg kunne holde 9,5 km i timen uden at få kramper. Der gik nu 10- 15 min. mellem hver krampe og jeg blev total positiv, da jeg mærkede, at der var et loft for smerten.
Nu kunne det ikke blive værre og jeg kunne stadig løbe.
Jeg besluttede mig for at droppe min sansning i nuet, og forsøgte at fokusere på følelserne jeg ville få, når jeg var i målzonen.
Mine tanker kredsede nu om, at jeg skulle ind til Cilla, min datter på 4 år og holde hende i hånden. Jeg besluttede mig for at tænke og visualisere dette øjeblik og holde fast i det, så længe jeg kunne.
Jeg ved ikke hvor længe, jeg har løbet med det billede, men jeg kan fortælle, at jeg blev afbrudt og kom til "bevidsthed", da jeg pludselig så min nære vennekreds, der var kommet frem for at heppe på den sidste omgang!!
Shit det var fedt! Jeg fik total optur og ikke nok med det! Da jeg kom ned på den sidste tur så jeg mine forældre krydse vejen, ved den Sorte Diamant. Nærmest ”fatamogana-agtigt” og ”zombie-agtigt” drejede jeg hen mod dem og fik en krammer, og fremstammede, at det var fedt nu, og jeg ville være ved målstregen om 40 min. Der var nu gået 4 timer og jeg måtte se i øjnene, at målet om at komme under 12 var urealistisk.
Da jeg havde accepteret dette faktum, ville jeg nu bare nyde de sidste 6-7 km. Den følelse og de tanker, der løb gennem mig i disse minutter var jo et af mit livs mest sjældne øjeblikke. Der havde jeg aldrig været før, og ville aldrig komme der igen.
På den sidste strækning fulgte bokseholdet mig afsted. Anført af Rene, der har været en rigtig god støtte i hele processen.
Den sidste kilometer klarede jeg alene, og nu kunne jeg høre musikken.
Musikken blev højere, og menneskemængden blev tættere. Alle råbte Henrik!! Jeg fandt ud af, at det var fordi, der stod navn på skiltet jeg havde på maven ..:-)
Men pludselig midt i mængden kommer min far løbende med Cilla i hånden!! Jeg bliver pludselig let i kroppen og jeg opdager, at jeg begynder at grine.
Jeg fik fat i Cillas hånd og hun så spørgende op på mig med et kæmpe smil og store øjne. Jeg husker, at jeg råbte: "Er du klar til at hjælpe far over målstregen? KOM SÅ!! - og så løb vi!
Min 2. Ironman
D. 14.08. 2011 gennemførte jeg min 2. Ironman. 3,8 km svøm - 180 km cykling og 42,2 km løb.
Samlet tid: 11.48. (Målet var i 2010 at komme under 12 timer, så det var fantastisk, at det lykkedes og denne gang uden 2 punkteringer :)
Det var som første gang en sindsoprivende, fantastisk smuk dag, der kvasede mig på den fede måde. Tak for støtten, hilsnerne og alle tilråbene ude på ruterne.
Her kommer en personlig beretning om det vanskelige valg efter en krævende og turbulent tid og længere nede kommer beretningen om selve dagen til min 2. Ironman
Jeg håber på at kunne inspirere dig til at tage de rigtige valg i forhold til dine personlige målsætninger og værdier, og håber på, at du vælger, det der er vigtigst.
God læselyst.
Henrik
En personlig beretning
Overvejer du et lignende mål, og står du i en del af livet, hvor der er andre end dig selv, kan du måske hente inspiration i denne beretning.
Her får du indsigt i de tanker, omstændigheder og værdibaserede valg, jeg var nød til at tage stilling til i forhold til tankerne om endnu en Ironman:
Ville jeg prioritere en ny træningsproces i 2011 og gennemføre 14.08.11?
Og hvis JA - hvordan ville jeg kunne få træningen til Ironmanen til at gå op med mine vigtigste værdier og prioriteringer i livet?
Målsætningen og tanken om, at jeg skulle træne op til en ny Ironman, var en proces, der begyndte igen i januar 2011, hvor jeg igen følte, at der skulle ske noget målrettet med min træning.
Jeg var dog efter min debut i 2010 ikke indstillet på at træne op til dette ambitiøse mål igen, da jeg vidste, hvad det krævede, og fordi jeg vidste, at mine tidsmæssige og mentale resurser ville blive anderledes i 2011.
Personligt var omstændighederne udfordrende i 2010, da vi var ved at finde hoved og hale på, hvad vi skulle på hjemmefronten.
Efter nytår boede Karin og jeg nu hver for sig, og havde generelt en fin og respektfuld proces. Men opgaven var ny.
Delefar: Som ny delefar havde jeg kun et mål hvilket var, at der skulle være den opmærksomhed og tid til børnene, der var brug for.
Så måtte personlige og karrieremæssige initiativer vente.
Jeg anede ikke hvor meget tid, jeg kunne få til træning, og rent økonomisk var det ligeledes nyt. Dette betød, at jeg var nødt til at arbejde både med lærergerningen og med mine events og coaching, hvilke alle er jobs, jeg holder utrolig meget af.
En jobsituation der er langt fra 8-16
Du har flere ferier og mere råderet over din tid som lærer. Jeg har derfor mulighed for at hente børnene tidligere end andre og det er noget af det vigtigste, jeg prioriterer.
Træningsevents for virksomheder og sportshold: Mit firma indebærer, at i perioder løber det hele rundt, men i andre har jeg pludselig en masse ekstra opgaver.
Jobsituationen gav mig dog mulighed for at planlægge de fleste af mine events og coaching, således, at jeg kunne fylde det ind i de dage, hvor jeg ikke havde Cilla og Rebecca.
Det passede mig faktisk godt., så jeg knoklede igennem, når jeg var alene og kunne være verdens bedste far, når jeg havde pigerne.
Genopbyggede min grundform i første kvartal 2011
I løbet af foråret trænede jeg så meget svømning og løb jeg kunne, når jeg var alene, og min plan var at se tiden an og tage beslutningen, når jeg havde en fornemmelse af, hvordan hverdagene ville se ud.
I denne del af træningsfasen er det fint med mange, hyppige træningspas, bl.a. fordi kroppen ikke er klar til mere.
Sommerferien kunne hjælpe lidt. Jeg vidste, at jeg havde en lang sommerferie, hvor jeg kunne træne igennem, men at disse 6 uger næppe ville kunne gøre den store forskel.
Det blev et godt forår. Vi lærte at være bo hver for sig, og at få det bedste ud af det. Det var det afgørende for, at jeg så småt kunne tage tanken om endnu en Ironman op igen.
En god familiedeling: Karin og jeg fokuserede begge på, at vores nye situation skulle være prototypen på den gode familiedeling og det gik for det meste..:-). Vi hjalp hinanden på kryds og tværs.
Vi havde faste overleveringsdage og ture, hvor vi alle var sammen. - Det har vi i øvrigt stadig og det giver familien det lim, der får det hele til at være ok.
På grund af dette samarbejde og den relative smertefrie proces, fik jeg mere og mere energi og mentalt overskud igen. Jeg begyndte at tro på, at det kunne lade sig gøre, og glæden ved det hele kom tilbage i takt med foråret og oplevelsen af, at det hele gik den rigtige vej.
Men HVORFOR? Når du går i gang med et stort personligt projekt, skal du have gjort dig helt klart, hvad det betyder for dig og dels, hvad det betyder for dig i fremtiden at opnå målet. Det er også vigtigt, at tænke over hvad og hvordan processen vil påvirke dig, dit liv omkring dig og din udvikling, mens det står på.
Jeg oplevede på egen krop og psyke, hvad den sidste Ironman proces betød og havde af indvirkning på ALT, hvad jeg lavede i 2010!
Dette og flere andre gode grunde er nok til at vide, at en ny periode med struktureret træning og et MEGA motiverende mål er et ingrediens, jeg meget gerne vil have i mit liv igen.
Tanker, masser af følelser, personlige ambitioner og målet med året. Alle disse tanker snurrede rundt i perioden omkring marts.
Et af de afgørende dryp på vægten var invitationen fra Thomas Veje Olsen - manden bag Challenge Copenhagen.
Da jeg som afslutning på mit samarbejde vedr. coaching med direktøren for Challenge Copenhagen blev inviteret med på en fribillet, krævede det nu en beslutning.
Det blev et ja. Det kunne jeg ikke sige nej til. Jeg var nu på et punkt, hvor vores familie og hverdag havde fundet sin nye rytme, og jeg vidste, hvad jeg havde af resurser og muligheder. Jeg havde også en rimelig god form at arbejde videre med. Tiden var lidt kort, da vi var i marts-april måned.
Oven i det var rigtig mange i mit netværk i mellemtiden nu også blevet motiveret af dette mål, og de trænede som bare fanden. Det betød, at jeg ville have masser af træningsmakkere, som jeg vidste betød meget for hele den følelsesmæssige del af træningen.
Træning og venner: De mange timer på landevejen og i havet, ER nu bare sjovere, når du følges med gode venner, og i stedet for at føle sig som Palle alene i verden, som jeg gjorde sidste år. Da kendte jeg ingen, der var inde i træning til Triatlon, så nu kunne jeg nu slå to fluer med et smæk - træne og være sammen med nogle af gutterne.
En Jack D. efter grillen. En af mine klausuler for min aftale med mig selv om dette projekt var, at jeg ikke ville undvære og ofre de sjove aftener i venners lag - de hyggelige sommeraftener - havefesten, påskefrokosten, osv. Jeg ville ikke leve så kompromisløst denne sommer som sidste år. Der skulle være plads til et par grillaftener med kolde øl og en Jack D efter grillen, og intentionen var, at venner og familie egentlig ikke skulle mærke, hvor seriøst, jeg trænede. Jeg ville ved disse anledninger forsøge at tage sportsmandskasketten af og være som alle andre. Det synes jeg lykkedes, og det var vigtigt for mig!
Hjælp: Jeg vidste, at der kunne være dage med tidsmæssige udfordringer, men jeg vidste også, at jeg ville få den fornødne opbakning fra Karin. Hun var med ved sidelinjen hele sidste år og kunne se, hvad processen og målet gjorde ved mig sidste år.
Tak: Derfor skylder jeg også Karin en stor tak for hendes evige tålmodighed og fleksibilitet, når jeg havde fået overbooket nogle dage, eller når jeg ekstraordinært skulle træne i vores ferie, her til sidst.
Selve træningen vil jeg spare jer for i denne omgang. Jeg kan kun sige, at alt kan lade sig gøre, men det kræver, at du virkelig vil det, og at du er god til at lægge puslespil. Hver dag!
Tak for din tid.
Henrik
Mit første delmål var Øresund Challenge
26.06.11 lavede jeg en halv jernmand - Tid:
32 min. - 2 km. svøm
2.40 - 90 km. cykling
1.45 -21. km. løb
Jeg føler mig klar, ingen skader og humøret er i top :-)
Min 2. Ironman - Selve dagen
Svømningen: De sidste dage gik jeg tidligt i seng og stod tidlig op. Jeg kunne derfor vågne frisk og udhvilet kl. 5.00, og pakke det sidste og køre til Amager Strand. Jeg følte mig 100% klar både fysisk og mentalt til denne dag.
Bang starten gik, og 200 mand løb i vandet. Svømningen blev urolig, da jeg pga. vand i brillerne i starten kom lidt tilbage i feltet. Vi svømmede hulter til bulter, og der var mange små afbrydelser. Der var kraftig strøm på den sidste del af ruten under broen, så der skulle dælme svømmes til for at komme frem.
Jeg elsker ellers svømmedelen og fokuserede på at spare benene og give den fuld kraft med hvert armtag. Jeg ville huske at orientere mig ofte, så jeg ikke svømmede i zig zag. Det gik godt.
Tid: 1.13
Cyklingen: Jeg havde sku’ gode ben, ny cykel og glædede mig til at få gang i benenen. Jeg var på første runde meget konservativ, og kørte med 32 km/t i snit. Fyldt med en blanding af frygt og respekt, da jeg vidste, at jeg ikke havde trænet lige så længe i år som sidste år, og fordi jeg sidste år, var rimelig træt efter cyklingen.
Der var en pokkers vind, men ellers var temperaturen super! Jeg spiste 4 barer, indtog 1-2 gel i timen og 2 salttabs i timen. Min store frygt og udfordring er dehydrering og salt-elektrolyt-mangel. Det betyder, at sukkeret ikke kan blive transporteret ud til musklerne, og derfor kan du både gå kold på sukker og vitaminer. Jo varmere det er, jo mere vand og salte skal du have i forhold til sukker.
Efter middag kom varmen, og på den sidste del kunne jeg fornemme kramper. Det betød, at jeg skulle indtage flere salttabs.
Jeg cyklede af på de sidste 10 km ind mod byen, og gennemsnitet for hele turen blev 31,5 km/t. Alt i alt en god tur, hvor jeg gjorde alt det rigtige.
Tid: 5.44
Løbet: Så startede min kamp! Jeg vejede 81 kg på dagen, og min kropssammensætning er ikke skabt for de lange løbedistancer.
Solen varmede København og jeg svedt,e som en gal. Jeg vidste, at de næste 4-4,5 timer ville blive en kamp, der ikke kan beskrives. Jeg løb allerede med store udfordringer efter 10 km, og jeg bad til, at jeg snart havde løbet de 20 km. Det er på en eller anden måde de værste.
Det blev en kæmpe udfordring at se skiltet, hvor der står, at du mangler 37 km løb! Og du faktisk er klar til at smide dig på sofaen.
De næste 10 (fra 22-32) lukker jeg virkeligheden ude, og kan faktisk ikke huske dem. Jeg har nemt ved det, da jeg nu er så presset, at jeg er ligeglad med den og dem, der er omkring mig.
Sandhedens time: I denne nærmest meditative tilstand forsøger jeg at kalde de bedste oplevelser frem jeg har haft, hvor alt er godt, og tænker her på alt det, jeg elsker, og som jeg vil gøre, værdsætte og bruge tid på, når jeg er tilbage i livet.
Det er den periode jeg kalder ”sandhedens time", som for mig er det rene råmateriale, jeg indeholder, og hvor det inderste viser sig. Den jeg er, den jeg vil være, mit formål og det jeg vil udfylde min tid med her på jorden. Det lyder religiøst og det bliver det næsten også. Du kommer i en tilstand, hvor du i vågen tilstand, kommer i kontakt med dit inderste, og du har god tid til at kigge dig omkring.
De sidste 10 km var jeg kvast, og jeg havde ikke mental energi til at visualisere noget som helst. Jeg tænkte kun - nu skal jeg hjem! Cilla og Rebecca venter på mig ved målstregen. Nu skal jeg hjem.
Og det kom jeg :-)
Tid. 4.39.
Afsluttende: Et af mine største indtryk er festen, der er omkring dig. Forestil dig, at du de sidste 5-6 timer har siddet alene på din cykel og trampet afsted på en lille skovvej i Nordsjælland og pludselig vågner op midt i Københavns gader med 100.000 tilskuere!! Det er vildt og overvældende!
Den helt unikke oplevelser er, at så meget smerte, træthed, håb, frustration og indvendigt helvede bliver akkompagneres af sang, glade tilråb og folkefest rundt om dig - 360 grader - 2 meter ved siden af dig til alle sider.
En fest du kan forsøge at være del, hvis overskuddet er der og hvis du er super godt løbende, og hvis det er vigtigt for dig.
Festen hjælper i begyndelsen! Du bliver distraheret fra trætheden. Stemmerne og smilene fra dine venner og familie, og de andre løberes venner og familier, får dig til at smile i begyndelsen, men efter nogle minutter bliver det også irrelevant for din kamp, og til sidst er det bare høje lyde.
Det er så sindssygt!! og i takt med, at du bliver mere og mere udmattet, dine ben og krop bliver kvast, stiger stemningen!! Kontrasten forøges!
Og pludselig løber du de sidste 200 meter, sidste sving, der er målstregen, du løber dine sidste skridt, hvor alle råber dit navn.
Du nåede målet!
