IRONMAN - et eksperiment.

Søndag den 15. august 2010 kl. 16:00 til 20:00

Jeg stiller op til CPH CHALLENGE søndag d. 15.08.2010.

For første gang forsøger jeg at nappe titlen og I kan derfor få den gratis fornøjelse at se mig 100 % presset, hvor jeg finder den sidste energi på løbeturen i gaderne i indre København på de 42,2 km.

Jeg starter ca. 07.30 på Amager strand, hvor jeg skal svømme 3,8 km.

Det tager ca. 1 time og 25 min., hvorefter jeg skal op på cyklen.

Den får så fuld hammer rundt i Nordsjælland - regner med at køre ca. 32 i snit - det er en gammel TREKK, jeg kører på.. Efter de 180 km. er jeg så (forhåbentlig) klar til Marathonen.

Her krydser jeg fingre for at begge knæ holder og at jeg ikke får for mange kramper. 4 timer har jeg sat af til den..

Går alt som det skal, er jeg derfor tilbage inden for 12 timer - dvs. før 19.30 på Christiansborg Slotsplads. Og så skal jeg nok lige hvile mig lidt og have en enkelt kold øl med venner og familie.

- Jeg ser frem til dagen med ære-frygt! Jeg glæder mig - da det er kulminationen på 10 måneders træning og intenst fokus - - jeg har det som skal jeg rejse til en ny planet, hvor ingen af mine erfaringer rækker. Jeg frygter at der er noget der kan drille og at kroppen laver ballade. Denne tvivl har motiveret mig til et fornuftigt vægttab, en sundere livsstil og regelmæssig progressiv træning.

At gennemføre en IM og hele processen frem til dagen er min mest seriøse sportsmæssige udfordring til dato.

Jeg tror på at jeg har betalt prisen i træningsfasen, og at jeg har hvad der skal til. 

Lidt ekstra personligt info:

Et optimistisk projekt.

Det hele har været et optimistisk projekt. Jeg har en smadret skulder - er 25 % invalid efter et voldsomt motorcykelstyrt som 21 årig. 

Det at skulle lære at svømme crawl var især noget der minder om en utopisk målsætning. - da jeg startede i oktober 2009 kunne jeg kun svømme de berømte 20 m. panikcrawl.

Crawlen har jeg lært - og svømmer nu let 4 km i havet. Det er super vildt og er nok det jeg er mest stolt af. Jeg fik 2 private svømmelektioner af Magnus Krygell. Så jeg fik nogle ting at pudse af.

Jeg har øvet og trænet og trænet og øvet, så nu må tiden vise om det var nok..

Jeg har tabt 6-7 kg og er lige kommet under de 80 kg. som var mit mål. Det kan tydelig mærkes og det er sku lige før det er fedt at løbe langt nu..

Det har været en sej - hård - frustrerende, spændende og lærerig proces. Jeg har primært trænet alene og projektet har til tider været lidt ensomt at komme igennem.

Jeg blev far til nummer 2 i december 2009, Fantastisk i øvrigt! - og med lærerjob, coaching, boxevents osv. har det været umuligt at indgå i nogle træningsmæssige fællesskaber. Træningerne har være henlagt på mine fridage i ugens løb og når familien sov.

Bag enhver Ironman - der har en familie - gemmer der sig også en Iron woman!

Mit projekt har haft familiens opbakning, hvilket har gjort det lettere at bruge så meget tid på cyklen og i løbeskoene. Derfor skal der hermed lyde en stor Tak til min familie!

Nå det var lidt om det!

Har du ikke andet at lave denne søndag - så kom og hep mig igennem den satans marathon.. :-) Der bliver brug for det.

Vi ses til træning.

Henrik

 

 

Henrikleth.com | Livjægergade 44 | 2100 Kbh Ø | T: 27 28 41 22 | Email: henrikleth@henrikleth.com | CVR 30255712